Jörg Krieger: ”Jeg bor 50 m. fra mit kontor. Det er et kæmpe life-hack.”

Vejen fra ph.d. til professor er ikke snorlige – faktisk er den fuld af karriere-huller og familie-bump. Hver måned fortæller en forsker om, hvordan man navigerer i livet som VIP på Health. Mød lektor Jörg Krieger fra Institut for Folkesundhed.

Foto: Jörg Krieger og Lise Wendel Eriksen

BLÅ BOG

  • Navn: Jörg Krieger
  • Alder: 37 år
  • Titel og tilhørsforhold: Ph.d. fra German Sport University i Køln og lektor ved Institut for Folkesundhed
  • Forsker i: Sportshistorie og sportspolitik
  • Bopæl: Bor i lejlighed i Aarhus C.
  • Familie: Gift med Eunkyung, der er fra Sydkorea, og sammen har de tre børn på 11 uger, 2 og 6 år.

Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, så det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive universitetslektor. Det var aldrig et mål, jeg gik direkte efter, men når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at det er det logiske resultat af min passionsdrevne, men atypiske karrierevej. Som ung dyrkede jeg meget sport, senere arrangerede jeg sportsevents. Jeg har altid været interesseret i historie og i at skrive, og jeg har undervist på en engelsk skole. Det har alt sammen ledt mig til den akademiske karriere, jeg har nu.

Det har overrasket mig, hvor meget der kan lykkes, hvis man følger sit hjerte og ikke kun hovedet. Også i akademia. Man kan faktisk få en karriere ud af det. Jeg har en kæmpe passion for sport, og jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan sportskultur og -systemer har udviklet sig over tid. Det er min hobby og natur, som jeg nu lever af.

Jeg har ikke fortrudt at sige nej til noget, for jeg siger altid ja. Jeg siger faktisk alt for ofte ja. Det er mit problem, men min passion og mine interesser tager over. Jeg er aktiv som forsker og underviser, men jeg arbejder ikke solen sort. Jeg vil ikke undvære tid med min familie eller at være frivillig fodboldtræner for min søn.

Jeg prøver at følge ’no asshole’-reglen. Jeg er et positivt og optimistisk menneske med mange ideer. Jeg prioriterer andre mennesker og sætter dem altid først. Holdånd er afgørende for mig, og derfor undgår jeg så vidt muligt negative mennesker med mange betænkeligheder, for det er stressende og meget tidskrævende. Den tilgang afspejler faktisk min forskning, som handler om svindlere, bøller og tyranner i den globale sportshistorie og i det nuværende internationale sportssystem.

Min forskning foregår internationalt, og der er meget rejseaktivitet. Det er ikke ideelt med små børn. Vi har lige fået barn nummer tre, så lige nu er det svært for mig at rejse udenlands. Til juni er jeg vært ved vores årlige Sport & Society-konference i Las Vegas. Det kræver detailplanlægning og min families opbakning at komme af sted.

Outlook-kalenderen er vigtig, når jeg skal jonglere familielivet og mange forskningsprojekter. Mellem kl. 9 og 16 er jeg på kontoret og fuldt dedikeret til mit arbejde. Tiden før og efter er helliget min kone og mine børn. Den fordeling er alle med på, og det fungerer for os – indtil børnene fx bliver syge, og der går kludder i det. Men organisering er alfa-omega, når jeg skal have familieliv og karriere til at hænge sammen.

Jeg bor 50 meter fra mit kontor. Det er et kæmpe life-hack. Jeg bruger ingen tid på transport, og kontoret føles som at have et ekstra værelse i lejligheden. Jeg kan nemt gå hjem og spise frokost eller være sammen med min familie, hvis jeg vil. På den anden side har jeg heller ikke så lang tid i transit til at få renset hovedet. Den del søger mine børn nu for. Så snart jeg træder inden for døren, handler alt om biler og bleer.

Vi er en international familie. Det giver et stærkt bånd, men kræver samarbejde. Og kompromisser. Jeg er fra Tyskland. Min kone er fra Sydkorea. Vi flyttede til Aarhus i 2019 på grund af mit arbejde. Vores familie og primære netværk er langt væk, så vi har kun hinanden. Vi samarbejder i familien, for vi skal have det til at fungere mellem os fem.

Min kone er en afgørende faktor for min akademiske formåen. Hun bakker mig op og er også årsagen til, at jeg kan forske i Aarhus og ude i verden. I Sydkorea er der en mangeårig tradition for, at kvinder går hjemme, mens børnene er små. Det er faktisk ikke normen i Sydkorea længere, men min kone har valgt at være hjemme i en periode, og det letter selvfølgelig vores familieliv og min karriere.

Danmark er et fantastisk land at balancere karriere og familieliv i. Citationer og udgivelser er vigtige ja, men sammenlignet med så mange andre lande er her også fokus på livskvalitet, fleksibilitet og de gode ideer. Institut for Folkesundhed og vores forskningsenhed giver mig et ideelt miljø, hvor jeg kan realisere mine drømme og vokse som forsker samtidig med, at jeg også kan prioritere et sundt familieliv.