Martin Langeskov Christensen: ”Postdoc-stillingen var ved at være sidste skud i bøssen for mig”

Hvornår familieliv og arbejdsliv spænder ben for hinanden? Hver evig eneste dag. Jeg har to stillinger på to arbejdspladser i to forskellige byer. Jeg har tre små børn og en hustru med et meget ufleksibelt job. Vi har konstant logistiske udfordringer, og det er et vilkår, som fylder meget i hverdagen.

Men alt er godt. Det er vigtigt at huske. Når man lige løfter hovedet og zoomer ud, så er de bøvlede omstændigheder jo bare bittesmå ting. Vi har begge to rigtig gode jobs, som vi er glade for, vi har fantastiske børn og en familie, der hjælper og støtter utrolig meget.

Flexkontoen bliver brugt til det yderste. Min hustru er sygeplejerske og skal hver dag møde kl. 7.20 i Silkeborg, og hun er tidligst hjemme igen kl. 16. Derfor er det oftest mig, der både henter og afleverer børnene. Til gengæld lægger jeg nogle arbejdstimer om aftenen, når alle sover, og der er ro i huset. Fleksibiliteten i, at jeg nogle uger arbejder 30 timer og andre 45, er alle indforstået med, og jeg er glad for, at det fungerer sådan.

Jeg prioriterer altid at være hurtigt på mailen, når jeg bliver kontaktet af dem, jeg vejleder. Målet er maks. 24 timer. Det er ikke lang tid siden, jeg selv sad på den anden side af bordet, og jeg ved, hvor meget det betyder at have hul igennem til sin vejleder.

Til gengæld skærer jeg altid review-opgaver for tidsskrifter fra. Det er en no brainer. Jeg får nok i gennemsnit en peer review-invitation i indbakken hver 2. uge. Det er en vigtig, men alt for tidskrævende opgave, hvis man skal gøre det ordentligt, og som du ikke får noget for. Indsigten er selvfølgelig givende, men den kan du også få andetsteds.

CV-strategen i mig må ind imellem sluge nogle kameler. Konferencer for eksempel. De kan være problematiske at passe ind. Men det er der, man skaber faglige netværk, og de er gode for CV’et. Jeg oplever faktisk ikke et pres udefra, eller at konferencedeltagelse forventes af mig. Presset kommer nok mest fra mig selv.

Postdoc-stillingen var ved at være sidste skud i bøssen for mig. Jeg fik ikke min ph.d.-grad foræret, og jeg har brugt sammenlagt to år som videnskabelig assistent. Jeg har set flere tætte kolleger hoppe fra, fordi usikkerheden var for stor og flere gode venner, der fik gode, faste jobs længe før mig. Jeg var selv så småt begyndt at tænke i andre retninger uden for universitetsverdenen, da postdoc-stillingen faldt på plads lige før jul i 2019. Det var en god julegave.

Min ph.d.-vejleder har et ekstremt stort netværk, som han gavmildt har indlemmet mig i. Det er i høj grad hans fortjeneste, at jeg satsede på en forskerkarriere. Jeg er omgivet af gode folk og er en del af gode forskergrupper, som udviser stor forståelse for kunsten at balancere familieliv og universitets- og forskerjob. Jeg har kolleger, man både kan have det sjovt med, og som samtidig kan være professionelle sparringspartnere.

Det svier lidt, når jeg hører om andres udlandsophold. Jeg kom ikke selv af sted under min ph.d., og det har jeg været både ked af og træt af. Mit forskningsprojekt krævede, at jeg var i Danmark. Jeg kunne ikke fysisk være væk fra projektet, så jeg var i stedet på forskningsophold på Aarhus Universitetshospital. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik sat mit ph.d.-projekt op, så jeg kunne komme af sted, bare i kort tid.

Drømmen om udlandet lever stadig. Min hustru og jeg drøfter løbende mulighederne for at rejse ud sammen, så jeg kan få et fagligt ophold, og vi kan få en fælles oplevelse som familie. Vi har begge to lysten til det. Det behøver jo ikke være flere år. 3-4 måneder ville også sagtens kunne gøre det.

Min hjerne bryder sammen, hvis jeg ikke får trænet eller dyrket motion. Sport er et kæmpe life hack for mig. Jeg kobler hjernen fra og er fuldstændig og kun til stede i det, når jeg fx cykler en tur, spiller padeltennis eller har andet sportsligt samvær med andre. På hjemmearbejdsdage løber jeg ofte i frokostpausen, eller når jeg afleverer børnene.

Bureaukrati og GDPR-regler dræber akademisk spontanitet og suger mental energi. Jeg bruger vanvittig meget tid og tankekraft på jura, GDPR og samarbejdsaftaler. Tid, som kunne gå til forskning i stedet. Man skal jo næsten sætte et ekstra år af til at forstå og udføre al det bureaukratiske arbejde, der ligger uden om selve forskningsprojektet. Det er en ulmende frustration hos mig, og jeg ville ønske, der var klarere, definerede forløb for forskere, der vil samarbejde med andre.

I min familie har vi ikke tradition for lange akademiske uddannelser. De er enormt stolte af mig, og jeg nyder både opbakning og forståelse hjemmefra. Det her er mit drømmejob, og jeg nyder det, så længe det varer.