Marina Romero-Ramos: ”Jeg har valgt en forskerkarriere. Og jeg elsker det”

Vejen fra ph.d. til professor er ikke snorlige – faktisk er den fuld af karriere-huller og familie-bump. Hver måned fortæller en forsker om, hvordan man navigerer i livet som VIP på Health. Mød lektor Marina Romero-Ramos fra Institut for Biomedicin.

Marina Romero-Ramo
Foto: Marina Romero-Ramos

BLÅ BOG

  • Navn: Marina Romero-Ramos
  • Alder: 52 år
  • Tiltel og tilhørsforhold: Lektor på Institutfor Biomedicin
  • Forsker i: Neurovidenskab
  • Bopæl: Bor i hus i Hasle
  • Familie: Enlig mor til en datter på 20 og en søn på 17 år.

Når jeg skulle til international konference, satte jeg nogle gange børnene af hos min mor i Spanien, og så fløj jeg videre. Andre gange havde jeg dem alle sammen med. Jeg blev skilt i 2012 og har siden været alenemor til to børn. I dag er de 17 og 20 år og klarer sig selv, men den gang krævede det planlægning og kreative løsninger at få enderne til at nå sammen, når mit primære netværk var i den anden ende af Europa.

Jeg er både forsker og mor. I praksis er det umuligt at adskille de to ting fra hinanden. Når du får børn og familie, ændrer tingene sig, og du skal pludselig tage stilling til alt. Alt. Man bliver nødt til at acceptere, at man med børn også får arbejdsmæssige begrænsninger. Familie kommer til at påvirke karrieren, og du opnår måske ikke det samme som dine kolleger uden børn. Sådan er det bare.

Jeg er aldrig gået glip af noget i mine børns skoletid. Til gengæld har jeg aldrig meldt mig til frivillige opgaver eller poster relateret til deres skolegang. Jeg har også sagt nej til legeaftaler i hverdagene, men børnenes venner var mere end velkomne i weekenderne, som også har været 100 % arbejdsfrie for mit vedkommende, mens børnene var små. Børnene har altid kendt mine vilkår og vidst, hvad min karriere indebar og krævede. Derfor har jeg også kunnet sige: ”I dag har jeg været med til at operere dyr. Det var krævende, så nu er jeg træt. Vi tager den lige i morgen, ikk.” På sådan nogle dage fik vi pasta til aftensmad.

Under min barsel kom jeg så vidt muligt i laboratoriet nogle gange om ugen, og mens jeg holdt møder, legede mit barn i hjørnet. Det gode ved Danmark er, at alle kan forstå, at du skal gå tidligt for at hente dine børn. Det ville blive opfattet uprofessionelt i mange andre lande. Til gengæld kan man ikke lede en forskergruppe eller et forskningsprojekt og så være fuldstændig ude af loopet i mange måneder. Det er umuligt. Forskningen stopper aldrig og venter ikke på dig, så du skal lægge en god plan med din lab-leder, eller også skal du acceptere, at andre overtager din plads midlertidigt. Og så plejer jeg også at sige til mine yngre forskere, at der aldrig er et ”allerbedst tidspunkt” at få børn på. Det afhænger ikke af dit arbejde, men af dit privatliv.

Den yngre generation sætter pris på deres fritid. Det er der helt ærligt ikke altid meget af som forsker i universitetsverdenen. Du kan jo aldrig rigtig lukke ned for forskerlivet, og i realiteten tager du arbejdet med dig overalt. Og så er der altid masser af ekstraarbejde, der venter på dig. Også mere end 37 timer. Lige nu skal jeg rette 40 opgaver, jeg skal fortsat forske og styre mit lab, men det er ikke overraskende. Det har jeg vidst fra begyndelsen, selvom det ikke altid gør det nemmere. Men altså – jeg nyder også min fritid sammen venner og familie.

Det sværeste ved forskerlivet er at sige nej. Jeg får det faktisk dårligt af at sige nej, for så sender jeg aben videre til andre. Så mange andre er der jo heller ikke at vælge imellem til visse opgaver. Jeg siger derimod altid ja til at være ph.d.-opponent og til at deltage i internationale møder og talks. Der er et vindue, hvor du kan vise din forskning til resten af verden og udbygge dit netværk. Og så bliver man da også lidt smigret over en invitation.

Jeg bruger meget tid på at skrive fondsansøgninger. Jeg vil meget hellere skrive forskningsartikler. Administration fylder også mere og mere, og det er irriterende. Nogle dage oplever jeg, at jeg virkelig har arbejdet meget, men jeg synes ikke rigtig, at jeg er rykket videre.

Systemet ender tit med at belønne forskere, der gør mange af de ting, som implicit er forventet af dig, men som ikke er lønnede og ofte er usynlige. Sidde med i udvalg og nævn, bestride bestyrelsesposter, være redaktør for et tidsskrift, formand for et ph.d.-forsvar eller fagfællebedømmer på artikler. Det tager tid. Tid, du også kunne bruge på at flytte din egen forskning fremad.

Som alle mine kolleger arbejder jeg meget og hårdt, men jeg har valgt en forskerkarriere. Og jeg elsker det. Jeg er meget glad for mit lab. Jeg er heldig og privilegeret med et godt team, som kommer godt ud af det med hinanden og hjælper hinanden – også på de lange dage.

Oops, an error occurred! Code: 20241008182306cd8aaa59