Ruben Pauwels: ”Jeg er ligeglad med impact factor”
Langs den akademiske karrierevej er der fortsat både bump og blindgyder, når det gælder ligestilling, diversitet og inklusion. Her fortæller lektor på Institut for Odontologi og Oral Sundhed Ruben Pauwels om at navigere i arbejdslivet inden for murene.
BLÅ BOG
Navn: Ruben Pauwels
Titel og tilhørsforhold: Lektor på Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Forskningsområde: Kunstig intelligens (AI) i medicinsk billeddannelse
Alder: 40 år
Bopæl og familie: Bor i lejlighed i Risskov med sin brasilianske kæreste, der er tandlæge og AIAS-fellow, og to belgiske katte.
OM ARTIKELSERIEN
Artikelserien her udspringer af Healths Ligestillingsudvalgs ønske om at sætte fokus på særligt juniorforskeres karrieremuligheder og -udfordringer i den akademiske hverdag på fakultetet. Det gør vi via små indblik hos forskere på forskellige karrieretrin på tværs af alle Health-institutter. Artikelserien havde i 2023-2024 fokus på work-life-balance, fra 2024 og frem er temaet diversitet, ligestilling og inklusion.
I bunden af artiklen her er der link til alle tidligere artikler i serien.
Som juniorforsker oplevede jeg ofte, at jeg og mine junior-kolleger blev bedt om at løse opgaver uden formel anerkendelse. Det kunne være alt fra småopgaver til at skrive fondsansøgninger, som jeg ikke var medansøger på. I dag laver jeg så vidt muligt selv alle de administrative opgaver i min forskningsgruppe, så de yngre forskere kan fokusere på kerneopgaverne. De skriver heller ikke fondsansøgninger medmindre, deres navne også står på ansøgningen. Nu, hvor jeg er nået hertil i min karriere, er det min opgave at hjælpe juniorforskere videre i deres.
Mine tre første supervisorer og rollemodeller var alle kvinder. Og to af dem var fra de tekniske videnskaber. Jeg trådte mine akademiske barnesko i et internationalt forskningsmiljø i Leuven, hvor belgiere som mig selv var i undertal. Den fordeling er ikke normen alle steder. Derfor skal man passe på ikke at blive blind for, at der stadig kan være problemer med køn, etnicitet og minoriteter på universiteterne. Jeg gør mig umage for at have øje for forskelligheder og forskelsbehandling.
Jeg er min egen værste kritiker. Måske især fordi jeg er en hvid og snart midaldrende mand. Vi kan let blive opfattet som en del af problemet i academia, selv om jeg virkelig forsøger at være en del af løsningen. Det er både et pres og en motivation. Jeg vil være helt sikker på, at jeg har fortjent det, jeg har opnået. Tanken om det modsatte kan gøre mig helt utilpas – men det er selvfølgelig stadig værre for de mennesker, der ikke får, hvad de fortjener.
Vi har en meget flad struktur her. Det sætter jeg pris på. De studerende skriver ”Hej Ruben” i første e-mail. Det har jeg ikke oplevet i de andre internationale akademiske miljøer, jeg tidligere har arbejdet i. Det gør noget godt for forskningsfriheden og -kritikken, at der ikke er langt fra top til bund, og at man gerne må være uenig med overordnede.
Jeg kunne ikke drømme om at bede mine medarbejdere om at arbejde om aftenen eller i weekenden. Der er fokus på work-life-balance her – altså ægte, ikke kun for at sætte flueben i boksene. Dekanen og min institutleder sætter retningen for et trygt og inkluderende arbejdsmiljø. Derfor kan vi tale åbent om, hvordan vi har det, uden at det skader os, og der bliver fulgt op på APV-undersøgelser, MUS osv. Jeg arbejder selv meget, men det har jeg det okay med. Min nærmeste leder beder mig ind i mellem om at passe på mig selv. Jeg kan godt mærke, hvornår det er tid til at træde lidt på bremsen.
Vores studerende vil allerhelst undervises på dansk, selv om de er nogle af de bedste i verden til engelsk. Det er lidt pudsigt, synes jeg. Men det er god træning for mig. Jeg vil rigtig gerne øve mit dansk, så jeg insisterer også på, at vi taler dansk i kaffepausen. Det er en slags mini-danskkursus for mig. I frokostpausen taler vi engelsk sammen i min forskningsgruppe. Men der er heller ikke ret mange, der har dansk som modersmål.
Jeg er ligeglad med impact factor. Jeg er selvfølgelig klar over, at det stadig er sådan, vi måler en forskers værdi, hvor fejlbarligt det end er. Samtidig er landskabet langsomt ved at ændre sig. Især inden for områder som datalogi og kunstig intelligens, hvor fokus er på at få arbejdet ud i verden – fx som et preprint – og først bagefter bekymre sig om redaktører og fagfællebedømmelse. Jeg er stor fortaler for open science. Og jeg vil rigtig gerne have min forskning ud og leve i verden og i det videnskabelige miljø. Impact taler for sig selv, når mange mennesker bruger og bygger videre på din forskning, uanset hvor eller hvordan det er publiceret.
Det er kun anden gang på tyve år, at jeg har en kontrakt på mere end ét års ansættelse. Jobsikkerheden giver mig mulighed for at tænke langsigtet. At træde lidt uden for den slagne vej og ikke være så afhængig af andre. Som lektor har jeg gode vilkår og hviler i min forskningserfaring. Rollen som forskningsleder og vejleder er et aspekt af vores karriere, hvor vi kan vokse og udvikle os helt frem til pensionen.
Min plan er at blive her. Det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg fik engang at vide, at det ville være svært for én med min profil – som ligger et sted mellem medicin og ingeniørvidenskab – at få en fast stilling. Institut for Odontologi og Oral Sundhed taler ikke kun om tværfaglighed, men praktiserer det. De kunne se en rolle for én som mig her, og det sætter jeg stor pris på. Det er virkelig værdsat.