Christina C. Dahm: ”Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på samtalen med min vejleder”

Jeg tror, mine forældres nudging-familieferie til Oxford og Cambridge med mig som teenager har virket. Jeg har i hvert fald aldrig rigtig været i tvivl om, at jeg skulle på universitetet, og jeg tog hele min universitetsuddannelse – fra bachelor til ph.d. – i England. Mine forældre er også akademikere, og jeg var selv glad for naturvidenskab og har altid læst mange bøger som barn. Jeg var sikker på, at jeg skulle læse noget med stjerner, men det endte altså i sidste ende med at blive epidemiologi.

Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på samtalen med min vejleder professor Sheila Bingham. Jeg stod i et vadested og var ikke helt klar over, hvad jeg skulle efter min ph.d. i molekylær biologi på University of Cambridge. Helt konkret foreslog hun mig at tage en master i epidemiologi i London og derefter vende tilbage til Cambridge, så vi sammen kunne skrive en fondsansøgning til et fælles forskningsprojekt. Det skete også. Men helt overordnet følte jeg, at hun så et potentiale i mig, og hun tog sig tid til at fortælle mig det og råde mig på en meget fin måde. Det var gavmildt af hende og en skelsættende oplevelse for mig.

Jeg prøver også selv at være gavmild. Især mod yngre forskere. Jeg er måske ind i mellem lidt for venlig – folk må have udnyttet mig gennem tiden, men det er jeg nok for naiv til at opdage. Der er ingen grund til spidse albuer, men når jeg er træt og stresset, kan jeg godt gå i små sko, og jeg hader det.

”Der er intet ondartet i dine modermærker,” sagde den midaldrende, mandlige fagfælle, mens han strøg hånden op ad min ryg og lagde armen om min skulder. Det vidste jeg udmærket godt. Jeg var som postdoc til cancer-konference i England, hvor jeg var nomineret til en pris for min posterpræsentation. Til middagen havde jeg en kjole på, der var lidt nedringet i ryggen og derfor synliggjorde mine modermærker. Jeg ved ikke, hvad han tænkte i situationen, men for mig var det upassende og ubehageligt.

Jeg har været privilegeret af at være høj, slank og hvid. Det er bare en fordel, også i universitetsverdenen. Jeg starter ligesom automatisk i plus. Det er jeg meget bevidst om. Det gør sig dog ikke gældende i fondsbevillingerne, som stadig er i mændenes favør. Det er systemisk diskrimination, og det er vildt problematisk, for det får jo betydning for vores karriereveje. I min hverdag fylder tanker om ligestilling på arbejdspladsen ikke helt så meget, men jeg arbejder også på et institut med mange kvinder, også på de øverste poster.

Jeg har dog været en del af faglige fora, som var rene mandeklubber. Det var mænd med senioritet, som havde en indforståethed og en ekstrem chauvinistisk tone og spredte en stemning a la omklædningsrum, som man som kvindelig forsker ikke automatisk var en del af.

Okay, en degradering, tænkte jeg, da jeg blev inviteret til instituttets besøg af advisory boardet. Det viste sig nemlig, at min rolle i virkeligheden var at understøtte processen ved at tegne de andres brainstorm og ikke selv deltage i den. Jeg er glad for at tegne og har været på kursus i grafisk facilitering, så på sin vis gav det god mening. Det var svært at sige nej, og på trods af at jeg havde det dobbelt med opgaven, blev det en fin oplevelse. Jeg har gjort det to-tre gange siden.

I’ve made it! Sådan følte jeg, da jeg fik et fast lektorat på Institut for Folkesundhed. Det var nok. Man skal ikke underkende, hvor stressende og usikkert det er at være midlertidigt ansat. ”Publish or perish” kender jeg så udmærket, og det er virkelig et lille nåleøje at få en fast stilling på et universitet. Jeg tror kun, det er blevet sværere for juniorforskere i dag. Men nu har mit mål rykket sig, og jeg drømmer om at blive professor.

Jeg tror, det er bedre at sige ja til forskningsopgaver fremfor undervisningsopgaver, hvis man gerne vil avancere. Jeg blev spurgt, om jeg ville være studieleder eller medforperson for stipendieudvalget. Begge dele er arbejdskrævende, men hvad giver størst indsigt, og hvad supplerer cv’et bedst? Jeg endt med at sige ja til det sidste.

Jeg siger oftest ja, hvis nogen spørger, om jeg vil være bedømmer på en ph.d. Det er en ære at blive spurgt, og så er det sjovt at læse, hvad andre laver. Jeg vægter også vejledning højt. Jeg vil gerne være med til at åbne nye vidensdøre for yngre forskere, på samme måde som min egen vejleder sendte mig i retning af epidemiologien for snart 20 år siden.