VIDEO: PhD Day vender tilbage med opdateringer til formatet

Flere keynotes, færre posters og en helt ny workshop om sundhedsinnovation. Når PhD Day vender tilbage lige efter årsskriftet, bliver det med en række justeringer og et par helt nye tiltag på programmet.

Medlemmer af organiseringsudvalget for PhD Day præsenterer nogle af de mange justeringer til formatet i kort video. Foto: Simon Byrial Fischel, AU Health

Vigtige datoer og deadlines for PhD Day 2024

Til januar danner Søauditorierne for femtende gang rammen om Healths store ph.d.-dag, hvor hundredvis af ph.d.- og forskningsårsstuderende samles for at præsentere og diskutere deres forskningsprojekter.

Efter halvandet årti er arrangementet – ikke overraskende – forbundet med en stribe faste traditioner. Tre af fakultetets skarpe ph.d.-studerende skal dyste i Fogh-Nielsen-konkurrencen, profilerede udenlandske keynotes skal holde inspirerende taler, og det hele skal rundes af med et brag af en festmiddag for alle deltagere. Det er der selvfølgelig ikke pillet ved. Men organiseringsudvalget har alligevel besluttet at ændre på en række punkter i arrangementets format.

Se videoen, hvor medlemmer fra organiseringsudvalget fortæller om de nye tiltag.

Posters er ude

Mest bemærkelsesværdigt er nok, at posters – både fysiske og digitale – er taget helt ud af programmet. De hundredvis af ph.d.-studerende, som plejer at bruge postersessionerne på at kæmpe om ørenlyd i tætpakkede lokaler, skal nu i stedet præsentere i én af tre kategorier alt efter, hvor langt de er i ph.d.-forløbet:

  • 2½-minutters pitch for førsteårsstuderende
  • 4-minutters flashtalk andetårsstuderende
  • 10-minutters oral session for tredjeårsstuderende.

Som noget helt nyt blandes kortene, så både første-, andet-, og tredjeårsstuderende deltager i sessioner sammen. Det gøre det nemlig muligt at skabe mere emnespecifikke grupper, med præsentationer, som er tættere beslægtede.

Ny workshop om sundhedsinnovation fletter ind i programmet

Som noget helt nyt tilbyder Forskeruddannelsen på Health desuden en todages workshop om sundhedsinnovation, der finder sted i dagene lige op til PhD Day. Under titlen ”Fill up your toolbox for future commercial collaboration”, kan studerende fra hele AU lære at samarbejde i hold om at finde en innovativ løsning på en aktuel case fra biotek-virksomheden Roche.

Workshoppen lærer de studerende at indgå professionelt i et multidisciplinært team og at generere innovative forretningsidéer med slutbrugeren for øje. Og som afslutning på workshoppen fremlægger deltagerne deres løsninger af case-opgaven på PhD Day. For de ph.d.-studerende på Health er det ovenikøbet muligt at lade fremlæggelsen på workshoppen træde i stedet for forskningsprojekt-præsentationen.  

Du kan læse mere om workshoppen og se, hvordan man tilmelder sig på Forskeruddannelsens hjemmeside.

Masser at opleve trods et kortere program

Endnu et nyt tiltag til den kommende PhD Day er, at organiseringsudvalget har valgt at barbere ned i de sene eftermiddagstimer. Dagens faglige program afrundes derfor med kaffe og kage kl. 15, og det giver deltagerne mulighed for at klare hovedet, inden aftenens festmiddag løber af stablen i Turbinehallerne.

Selv om dagsprogrammet er forkortet, bliver der stadig plads til hundredvis af oplæg, to keynote speakers, networking og – selvfølgelig – Fogh-Nielsen-konkurrencen, som i år afvikles allerede om formiddagen.

Dagens mange præmieoverrækkelser finder sted under festmiddagen, hvor bl.a. Fogh-Nielsen-vinderen kåres, og årets ph.d.-vejleder tildeles JCD-prisen.

Læs mere om PhD Day på Forskeruddannelsens hjemmeside.

Her finder du også hele programmet for årets PhD Day.

Kontakt

Ph.d.-administrator Helene Hallas
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health - Health Ph.d.-administration
Mobil: 93 52 26 09
E-mail: heha@au.dk 

Oops, an error occurred! Code: 202410081706211f6e0203