Nyhedsbrev 35

Læs det første nyhedsbrev i 2014.

Kære alle

Nyt om besparelserne på institut-niveau
Tidsplanen er blevet skubbet en smule, så vi først kan melde ud om den fremtidige økonomiske situation for instituttet den 16.-17. januar. Det skyldes at budgettallene først skal behandles i vores lokale samarbejdsudvalg d. 14. januar. Forsinkelsen gælder alle institutter. D. 16. januar sender Allan Flyvbjerg en mail ud til alle medarbejdere om fordelingen af besparelserne mellem institutter. Herefter vil vi fortælle jer nærmere om situationen på Institut på Biomedicin både i et nyhedsbrev og på et institutmøde, vi er ved at planlægge. I modtager nærmere information om det snarest muligt.

I øvrigt kan I læse mere om om processen for udmelding af budget og besparelser i artiklen ”Spareprocessen på AU går ind i næste fase”. Som en følge af den usikre økonomiske situation er det besluttet at: 

  • Ansøgningsrunderne om kurser i januar/februar udskydes
  • Forhandlinger om lokal løn er udsat til efteråret.

Samtidig vil jeg gerne minde om, at de nye retningslinjer for fondsansøgninger (over 1 mio kr) er trådt i kraft dvs. at alle ansøgninger og budgetter skal forbi institutlederen til en vurdering af hvorvidt der kan/skal indregnes (yderligere) afledte udgifter.

Nytårsmøde med dekanen
Vi fortsætter traditionen fra sidste år med et besøg fra dekanen her i begyndelsen af det nye år. Allan Flyvbjerg vil besøge instituttet den 28. januar fra 9:00 til 10:30, og alle medarbejdere opfordres til at deltage. Mødet finder sted i auditoriet i Bartholin Bygningen. Der kommer mere information ud om mødet når vi nærmer os.

6. ferieuge og restferie
Som nævnt i sidste nyhedsbrev kan alle medarbejdere nu selv tjekke deres feriesaldo på mit.au.dk. Som varslet i foråret vil vi her efter årsskiftet varsle afholdelse af 6. ferieuge og evt. restferie. Du bør derfor tjekke om du har uforbrugt ferie, der skal afholdes inden d. 30. april 2014. Hvis man efter den 31. januar stadig har uafholdt eller uplanlagt ferie vil instituttet varsle ferien til afholdelse. Den 6. ferieuge vil blive varslet til afholdelse den 27. og 28. marts samt den 14., 15. og 16. april. Øvrig restferie vil ligeledes blive varslet til afholdelse inden d. 30. april 2014.

Hvis man ønsker at overføre ferie til næste ferie-år er det i særlige tilfælde muligt efter begrundet ansøgning til institutlederen. Blanket til ansøgning om overførsel af ferie findes på medarbejderhjemmesiden.

Hvis du har spørgsmål vedr. afholdelse af ferie er du altid velkommen til at kontakte dit lokale sekretariat.

Kun en driftsleder på instituttet fra 1. februar
Birgitte Lüttge, der er driftsleder på instituttet, har fået nyt arbejde fra 1. februar (som ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling i Aalborg). Vi arbejder hårdt på en løsning af hvem der overtager hendes primære opgaver (arbejdsmiljø og dyrestaldene).

Hvad skal bygningerne hedde?
Efter fusionen af de seks biomedicinske institutter til Institut for Biomedicin skaber det ofte forvirring og misforståelser at flere af bygningerne stadig bærer navn efter de tidligere institutter. Det gælder bygningerne:

  • Biofysik, 1180-1185
  • Fysiologi, 1160-1163
  • Medicinsk Biokemi, 1170-1172
  • Anatomi, 1230-1235

Hertil kommer nybygningen, som indtil videre ikke er navngivet.

Dekanen har bedt Institut for Biomedicin om at igangsætte en proces med henblik på at navngive instituttets bygninger på campus. Institut for Biomedicin har i den forbindelse besluttet at forankre processen i Institutforum, der bliver det organ, som i sidste ende indstiller de nye navne til Universitetsledelsen, der har den endelige beslutningskompetence vedr. navngivning af bygninger. Bygninger på campus skal ifølge reglerne navngives efter:

  • ?   Pionerer bag oprettelsen af ”Universitetsundervisningen i Jylland” i 1928.
  • ?   Berømte forskere

Der er intet krav om, at de personer som bygningerne opkaldes efter skal være afdøde. Der er heller ingen krav om at de forskere der opkaldes efter skal være indenfor det medicinske forskningsområde, og bygningerne kan jo også ændre anvendelse i de kommende år. Alle instituttets medarbejdere har nu mulighed for at indsende forslag om navne til en eller flere af bygningerne. Forslagene vil efterfølgende blive drøftet i institutforum og videresendt til universitetsledelsen til endelig beslutning. Deadline for indsendelse af forslag (til Anni Mandrup Høeg): 12. februar 2014.

Flotte bevillinger til yngre forskertalenter fra instituttet
Ti unge forskere fra AU, heraf 4 fra Health, har modtaget Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-bevillinger. Hele tre af bevillingerne gik til dygtige unge forskere fra vores institut: Marleen Kortenoeven, Rasmus Bak og Yonglun Luo. Stort tillykke til dem.

Slut herfra i denne omgang. I ønskes alle et godt nytår. Dette er et rigtig velment ønske, også selv om vi alle ved, at det nye år vil byde på forandringer for nogle af os. Husk at I altid kan kontakte mig eller en af de andre fra ledergruppen, hvis der er noget om den nuværende usikre økonomiske situation I gerne vil drøfte.

Mange hilsner
Thomas
Mobil 2778 2805

 

Oops, an error occurred! Code: 202405182335354972dda1