Magdalena Laska modtager 1,6 millioner fra IMK Almene fond

En donation på 1,6 millioner kroner skal støtte forskning i årsagerne til akut inflammatorisk sygdom.

Postdoc, ph.d. Magdalena Janina Laska har modtaget 1,6 millioner fra IMK Almene fond. Fonden opsøger selv potentielle kandidater, hvor man bl.a. skal afholde en forelæsning for fonden for at komme i betragtning.

Med bevillingen skal Magdalena Janina Laska forske i baggrunden for udviklingen af akut inflammatorisk sygdom. Magda har især focus på bindevævssygdommen systemic lupus erythematous (SLE). Sygdommen rammer ni gange så hyppigt kvinder som mænd, ofte yngrer kvinder. Ifølge Magda er årsagen til sygdommen endnu ukendt, men hun håber med de kommende tre års forskning at komme nærmere en forståelse af årsagerne, som dermed på sigt vil kunne betyde en bedre diagnostisering og behandling af sygdommen.

"Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel. Måske finder vi aldrig en måde at helbrede disse patienter på, men hvis jeg kan medvirke til at lette patienternes symptomer og gøre livet nemmere for dem, så vil det betyde rigtig meget for mig,” siger Magdalena Janina Laska.

Magda fremhæver i øvrigt det fine samarbejde, der er mellem forskergruppen og lægerne på Aarhus Sygehus, Nørrebrogade. Det giver ifølge den unge forsker en rigtig god helhedsforståelse, når akademikere og klinikere forstår at samarbejde.

Magda er 30 år og opvokset i Polen. I 2003 skiftede hun fra Silesian University i Polen til Aarhus Universitet, hvor hun blev færdig med sin kandidatgrad i 2005. I 2009 afsluttede hun sin ph.d. ved det tidligere Institut for Human Genetik - nu Institut for Biomedicin - og Cold Spring Harbor Laboratory i New York.

Oops, an error occurred! Code: 202405140435588060d029