Læs reportage fra temadagen d. 13. juni 2012

Medarbejderne på Institut for Biomedicin fik mulighed for at møde arkitekterne fra Cubo, som skal stå bag det ny institutbyggeri, diskutere med kolleger og høre tanker om fremtidens institut, da Søauditoriet var ramme for biomedicinsk temadag.

Skrevet af: Inger Merete Paulsen, Health Kommunikation.

Smilene bredte sig i auditoriet, da institutleder Thomas G. Jensen fra Institut for Biomedicin kunne indlede temadagen med en servicemeddelelse fra Teknisk Afdeling; middagen i matematisk kantine ville blive suppleret med opsætning af storskærm, så den vigtige Danmark - Portugal kamp fra EM i fodbold kunne følges.

Heldagsprogrammet bød på kompetenceudvikling, nybyggeri, de nyeste interdisciplinære centre, og, som en gennemgående rød tråd, fremtidens samarbejdsmuligheder for instituttet. 

Det nye byggeri

Et panel fra Cubo Arkitekter A/S, vinderne af byggeprojektkonkurrencen, sad klar til at fortælle om en af instituttets helt store sager i nær fremtid;  opførelsen af det nye biomedicinske hus og renoveringen af de nuværende bygninger. Der er et byggebudget på i alt 644 millioner kroner, og processen er beregnet til at strække sig over de næste tre år.

Der var god spørgelyst fra auditoriet, og arkitekterne kunne sende beroligende signaler om, at der stadig er tid og plads i projekteringen til at tage højde for brugernes meget specifikke behov. Det næste trekvarte år skal der etableres et tæt samarbejde mellem bygherren og de daglige brugere af bygningerne for at få den bedste synergi.

Cubo har i vinderforslaget lagt vægt på, at biomedicinerne i de bygninger, som ”kun” skal renoveres, kan forvente at møde samme faciliteter og kvalitet, som den nye bygning vil komme til at indeholde.

 

Samarbejde, samarbejde, samarbejde

Jens Christian Djurhuus, afgående institutleder fra Institut for Klinisk Medicin, opfordrede biomedicinerne til at gøre brug af Institut for Klinisk Medicin og dets samarbejde med regionen og derigennem øge den gensidige inspiration. Han fastslog, at man får rigtigt meget for pengene i dansk forskning, og der skal derfor også være plads til, at forskningen drives af nysgerrighed og ikke altid med strategi for øje.

”Tingene går hurtigere, hvis vi samarbejder,” lød det fra Jan Egebjerg, funktionschef i Lundbeck A/S afdeling for neurodegeneration. Den ofte lange ørkenvandring mellem grundforskningen og den kliniske forskning vil blive kortere for begge parter, hvis samarbejdet mellem forskere på universiteterne og industrien startes tidligere.

 

En verden af muligheder

”Man får ikke succes, hvis man ikke prøver. Og ja, prisen for penge er hårdt arbejde,” var  budskabet fra Carsten Gaarn-Larsen, direktør i Højteknologifonden (HTF), som også ser et frugtbart samarbejde som det bedste grundlag for forskningen.

HTF og Carsten Gaarn-Larsen går ind i partnerskabet med forskerne med forventninger, der rækker ud over at være en finansiel partner :

”Vi stiller spørgsmål til jer, som ”Er det et sundt projekt? Kan I klare det? Hvem arbejder faktisk på projektet, er det kun '5 procents personer'? Hvad er målet ?” … Men giv os i HTF jeres bedste idéer – vi bestemmer ikke, hvad de skal være om.”

Og ifølge HTF-direktøren skal universitetets forskere blive meget bedre til at fejre de gode resultater, så de bruges som et kraftfuldt afsæt til den næste forskningsidé.

Fonden yder støtte til projekter, hvor der i forvejen er fundet medfinansiering fra universitet/hospital og en privat institution.

Resultatet af kampen

Efter dagens sidste session om centre, både de nuværende og mulighederne for fremtidige, kunne biomedicinerne bevæge sig over til middagen i matematisk kantine.

Institutleder Thomas G Jensen anslår, at over 300 forskellige medarbejdere i løbet af dagen har grebet muligheden for at deltage i en del af den biomedicinske temadag.

Fodboldkampen endte på skuffende vis med et 2-3 nederlag til Danmark.

 

Oops, an error occurred! Code: 20240520185502f2920293