Referat af SU-møde 3. oktober 2016

Til stede: Tomas G. Jensen, Bettina W. Grumsen, Anne Marie Bundsgaard, Morten Schallburg Nielsen, Bertha P. Beck Mortensen, Ole Bækgaard Nielsen, Claus Bülow Knudsen, Inger Marie Bro (suppl. for Anne Flensborg), Helle Christiansen, Esben Boel, Per Höllsberg, Thomas Corydon, Steffen Junker, Peter Holm-Nielsen, Christian F. P. Scholz.
Øvrige deltagere: Dagmar Kjær, HR ; Anni Mandrup Høeg (ref.).

  1. Godkendelse af dagsorden
    Godkendt

  2. Orientering om instituttets økonomi og drift v/institutlederen
    Økonomirapporten udarbejdet efter 3. kvartal viser et forventet overskud på instituttet, der svarer til vores resultatkrav. Dermed ser det ud til at vi for andet år i træk når det økonomiske mål, fakultetet har fastsat. Det kan være svært at sammenligne budgetposter på tværs af årene, da der er lavet ændringer i økonomimodellen løbende. Senest er del af økonomien fra ph.d.-området lagt ind under instituttet.

  3. Budget 2017-2020
    Økonomien i de kommende år, således som den er beregnet i budgetudkastet, er yderst usikker, idet der må beregnes på basis af en række forudsætninger. F.eks. er den kommende huslejeudgift usikker, idet både antal m2, vi skal betale husleje for og m2—prisen er usikker.
    Budgettet bliver skruet anderledes sammen fremadrettet, idet vi fremover får et budget, uden resultatkrav (vi skal gå i nul) og hvor bidrag til administrationscentret på Health og Fællesadministrationen ikke længere skal betales fra os. Vi får til gengæld et mindre budget (færre basisforskningsmidler).
    Der er budgetteret med at lønudgifterne reduceres over budgetårene, idet der gennem naturlig afgang på sigt skal være færre ansatte (pålæg fra fakultetet). Det kan se ud som om, at vi fra 2015 og et par år frem faktisk øger lønudgifterne, men det skyldes ph.d.-området, hvor der løbende fra 2014 og frem er ansat ph.d.-studerende på instituttet fremfor på Forskeruddannelsen (og overført bevillinger hertil).
    Der blev spurgt, om det er sikkert at målene nås uden uansøgt afsked og hertil svarede Thomas G. Jensen, at det var forventningen, men at han ikke kunne udstede nogen garantier herfor.

  4. Evaluering lønforhandlinger
    Udsat, idet der mangler bilag fra HR.

  5. Retningslinjer for indtagelse af alkohol på instituttet (jf. referat af 21.10.2013)
    Udkastet blev drøftet og følgende ændringer foreslået:
    Konsekvent at anføre ’alkohol’ frem for ’rusmidler’
    Konsekvent anvendelse af ordet  ’brug’ kontra ’misbrug’
    Tilladt indtagelse af alkohol ved reception, hvis man vender tilbage til arbejde skal være 0 genstande
    Ordet ’pligt’ skal ændres til ’bør’
    Det skal indføres, at medarbejdere kan indtage alkohol ifm sociale arrangementer ifm kongresser o.lign., men at dette skal ske i et omfang, der ikke går ud over den efterfølgende arbejdsdag eller som skader universitetets omdømme
    Der var endvidere en længere drøftelse om, hvordan man forholder sig til, at ’arbejdstid’ for mange medarbejdergrupper er svært at definere. Gælder reglerne f.eks. hvis man arbejder hjemme en dag?
    Det blev besluttet, at formandskabet skal revidere forslaget efter drøftelserne og at det derefter skal sendes rundt til kommentering i LSU. Herefter kan det gøres gældende uden at blive drøftet på nyt LSU-møde. Politikken skal naturligvis også oversættes til engelsk, når den er færdig.

  6. Status på arbejde i LSU arbejdsgruppe vedr. kompetenceudvikling
    Der blev givet følgende status:
    Vedr. kompetenceudvikling for laboranter/bioanalytikere: Planen der er vedtaget af LSU gennemføres nu. Der afholdes proteinkemikursus i efteråret (der er pt mere end 50 tilmeldte) og kursus i celledyrkning til foråret.
    Vedr. kompetenceudvikling for dyrepassere: Der er gennemført spørgeskemaundersøgelse ift ønsker/behov, men konkrete tiltag udskydes indtil ny leder af dyrestalden tiltræder jf. den fremsendte plan.
    Vedr. kompetenceudvikling for sekretærer: Anne Flensborg har som repræsentant for sekretærerne i LSU arbejdsgruppen efterspurgt en afklaring af, hvad sekretærerne i fremtiden skal lave, førend der arbejdes videre med planer for kompetenceudvikling. Så vidt vides drøftes dette pt mellem sekretærgruppen og sekretariatsleder.
    LSU godkendte den fremlagte status og udtrykte tilfredshed med tiltagene for laboranter/bioanalytikere.

  7. Orientering fra HSU og FSU
    HSU har bl.a. drøftet: økonomi og fast (og rettidig) orientering af de to FTR ved alle sager om uansøgt afsked pga. økonomi.
    FSU har bl.a. drøftet: Økonomi, evaluering af MUS (hvor det er overraskende, at vi kun har en 50% gennemførselsrate), reap (system til registrering af fondsansøgninger) og årlige trivselsmålinger. Steffen Junker har også rejst i FSU, at han mener, at dårlig kvalitet af opgaveløsning på fakultetet skader vores omdømme (eksemplerne er bl.a. fejl i optagelse af studerende, fejl i eksamensafholdelse, fejl i ansættelsestilbud/ og –breve).

  8. Eventuelt
    Der iværksættes snart evaluering af de retningslinjer for ansættelser, der blev implementeret fra 1. marts 2016. Vi skal være opmærksomme på at få rejst de problemer, vi har, og gerne ved at forelægge konkrete forløb, hvor retningslinjerne har været problematiske.
    Det blev drøftet, hvorvidt der skal indføres forbud mod rygning på altaner (både af almindelige cigaretter og e-cigaretter mv.), idet det både giver gener i form af træk og indtrængende røg.  Der var generelt tilslutning til at henvise rygerne til de områder på terrænet, hvor der er opsat udendørs askebægre.