Referat fra SU-møde 23. januar 2012

Til stede: Thomas Corydon, Birgitte Brock, Christian Aalkjær, Per Höllsberg, Søren Nielsen, Anne Marie Bundsgaard, Bettina Grumsen, Helle Christiansen, Helle Høyer, Helle Damkier, Kamille Rasmussen, Lisbeth Jensen, Steffen Junker, Zitta Nygaard, Anni Mandrup Høeg (referent).
Fraværende: Morten Nielsen, Morten Skovgaard Jensen, Bertha Beck.

Vedr. fremmødet:
Linda Edge har orlov og er derfor udtrådt.
 

1. Godkendelse af referat fra møde 13. oktober 2011
Referatet blev godkendt.

2. Godkendelse af dagorden
Dagordenen blev godkendt med følgende tilføjelser under eventuelt:
Evt. deltagelse af instituttets HR-partner på møderne
Supplering af SU ved udtrædelse eller forfald
Temadag i juni

3. Aktuelle emner, forventet regnskab 2011, budget 2012
Det endelige regnskabsresultat for 2011 kendes ikke endnu, idet der fortsat betales fakturaer vedrørende 2011. Der skønnes - både for instituttet og fakultetet – at regnskabet nogenlunde balancerer, men skønnet er forbundet med nogen usikkerhed(+/÷ 2 mio.).

Instituttets budget for 2012 ligner budgettet for 2011. Dog således at økonomien til de udflyttede administrative medarbejdere udgår af budgettet (samtidigt med udgiften). Derudover er der blevet bevilliget enkelte nye stillinger. 2 TAP og 1-2 VIP.

I foreløbig første halvår af 2012 er budgetterne teknisk set opdelt som i 2011 dvs i seks delbudgetter, svarende til de tidligere institutter. Det indebærer, at der økonomisk kan administreres stort set som hidtil. Det indebærer bl.a. at VIP vil råde over et annuum i første halvår af 2012 svarende til 50% af det beløb, de har haft til rådighed i 2011. Ligesom der ikke generelt ændres i, hvor mange laboranttimer, VIP får betalt af instituttet. Lokalt kan der dog ske ændringer, hvis der er flere VIP, som skal deles om budgettet til laboranttimer. Tilsvarende forbliver andre budgetter uændrede herunder TAP-rejsekonti.

Fra 2013 ventes en ny budgetmodel, som er aktivitetsbaseret.

4. Forslag fra det nedsatte underudvalg til Retningslinjer for ansættelse af TAP
Forslaget blev gennemgået og der blev aftalt enkelte rettelser under punkt 1-5.

Hvorvidt der i retningslinjerne skulle angives procedure for håndtering af ikke-ansøgte stillingsændringer under punkt 6 blev mere indgående drøftet. Konklusionen blev, at forslaget blev sendt tilbage i underudvalget med henblik på at søge at håndtere problemstillingen. Et nyt udkast drøftes på næste SU-møde.

5. Opfølgning på TAP-dag på AROS
Noterne fra mødet blev forelagt samarbejdsudvalget, fordi de indeholder en lang række input til det forestående arbejde med personalepolitikker/-retningslinjer i samarbejdsudvalget.

Samarbejdsudvalget bemærkede især de mange input om efteruddannelse og forslagene om at udnytte samlingen i ét stort institut til at afholde interne kurser.

Samarbejdsudvalget er et interim-udvalg og vil bl.a. derfor ikke påbegynde flere politikker/retningslinjer før et endeligt SU er på plads.

6. Næste møde
Der skal afholdes møde om ca. tre måneder. Datoen fastsættes – hvis det lader sig gøre – således at mødet afholdes efter møderne i hovedsamarbejdsudvalget og fakultetets samarbejdsudvalg.

7. Eventuelt
Evt. deltagelse af instituttets HR-partner på møderne: Det blev aftalt, at Birgitte Eriksen inviteres med til de kommende møder, men at der skal evalueres på aftalen efter senest et år.

Supplering af SU ved udtrædelse eller forfald: Da det nuværende samarbejdsudvalg er midlertidigt, aftaltes det, at det ikke findes og indkaldes suppleanter.

Temadag i juni: Thomas G. Jensen orienterede om, at der arbejdes med planer om temadag 8. juni. Der mangler dog afklaring ang. lokaler. Temaet kunne være ”Fremtidens biomedicin” og indeholde oplæg om en bred vifte af relaterede emner såsom faglige emner, organisation og nybyggeri/renoveringer. Der vil være begrænsede midler hvorfor oplægget vil være at bruge egne auditorier og evt. kantiner.

Referat fra Institutforums møde den 7. december: I referatet fra det møde står der, at der skal findes bioanalytikere på det øvrige institut til afvikling af klinisk biokemiske øvelser på Biokemi, da der skal tages blodprøver.
Bettina Grumsen kommentar var: -at der ikke er grund til specifikt at finde bioanalytikere til blodprøvetagning. Mange laboranter tager blodprøver, så disse kan også bruges til blodprøvetagning.