”Vildskab og galskab har altid været mit motto”

Henning Rud Andersen deler et kontor med ph.d.-studerende på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Her kommer han flere gange om ugen, selv om den 72-årige professor emeritus ikke længere er forpligtet til at forske.

Både som overlæge, forsker og opfinder har Henning Rud Andersen taget chancer i en anden liga end de fleste.

Her fortæller han om nogle af dem:

‟Det tog to et halvt år for mig at blive uddannet købmand i en landhandel i Himmerland. Men jeg fandt bagefter ud af, at det ikke var sjovt. Desværre var jeg ikke dygtig nok til at komme i realskolen, så jeg tog et realkursus om aftenen i to år og derefter et studenterkursus i Odense.

Som medicinstuderende mødte jeg en professor, der blev min mentor. Jørgen Fabricius var hjertespecialist, han var en fantastisk forsker, fuld af galskab og vildskab, og jeg ville være ligesom ham. Det første, jeg lavede hos ham, var at opfinde en ny pacemaker-model, der stimulerede hjertet nede fra spiserøret. Jeg byggede den selv af urinblærekatetre, slugte den og stimulerede mit eget hjerte op til 150 slag i minuttet, mens jeg lå der på lejet. Jeg fik et meget stort møgfald, da jeg fortalte Jørgen, at jeg aftenen før havde sneget mig op i hans hjertelaboratorium og udført forsøg på mig selv. Han cirklede rundt i kontoret og var helt rød i hovedet af vrede, men han syntes også, det var pisseskægt. Vi lavede en aftale om, at jeg ikke måtte pace, uden han var der.

Så købte vi 10 forsøgskaniner – det var portører og studerende, som fik 500 kr. hver, sort. Dengang skulle man ikke spørge Videnskabsetisk Komite, så de fik alle 10 et urinblærekateder med balloner og elektroder ned gennem spiserøret. Det blødte lidt ud af næsen. Vi var to medicinstuderende som eneste forfattere på det studie, og jeg fik mit første verdenspatent. Sådan startede min forskningskarriere."

‟Vildskab og galskab, det går jeg ind for. Og civil ulydighed. Det er mit motto, og sådan har jeg altid været. Da jeg fik job i Aalborg i 1984, besluttede jeg at skrive en doktordisputats. Jeg fik overtalt laboranterne til at tage ekstra elektrokardiogrammer fra patienternes højre side døgnet rundt for at undersøge skaden i den side af hjertet. Jeg fik tusindvis af kardiogrammer, og så fik jeg hjertet fra dem, der døde. Så kunne jeg undersøge, om der var blodpropper og påvirkning af højre hjertekammer og sammenligne med kardiogrammet.

Jeg endte med at have hjerterne fra 107 aalborgensere stående i formalin i gule spande. De var allesammen kommet ind på hjerteafdelingen med mistanke om blodprop i hjertet, men jeg var der selvfølgelig ikke altid, når de døde. Så for at få ligene transporteret fra kapellet i det sydlige Aalborg til Patologisk Institut bestak jeg kapelassistenterne.

Man kan komme rigtig langt ved at give folk stor ros, en pose bajere, en Rød Aalborg og smørrebrød hver fredag. Når der kom et af ”Hennings lig” til kapellet, var der et gult mærke på papiret, og så skulle kapelassistenterne sørge for, at liget blev transporteret med rustvogn til Patologisk Institut. I weekender og aftener mødtes jeg med en patolog, professor Erling Falk. Vi havde transistorradio, madpakke og termokande med, og vi fik hjerterne ud. Mine børn kom nogle gange derind og spiste aftensmad, for jeg var aldrig hjemme. Journalerne er i dag aktiveret i Landsarkivet i Viborg, de har været brugt til grundig forskning og resulteret i en doktordisputats. Hjerterne er destrueret. I dag er det fuldstændig umuligt at få 107 hjerteautopsier på to år, for de pårørende siger nej."

‟Jeg sad til en konference i Phoenix, Arizona, da jeg på et splitsekund fik ideen til min største opfindelse - den kateterbaserede hjerteklap, TAVI, som kan sættes ind i hjertet via en blodåre i lysken. Det var i 1989, og jeg sad og hørte amerikanske forskere fortælle, hvordan de kunne sætte tynde metalgitre i kranspulsårerne for at forebygge nye blodpropper i hjertet.

Så besluttede jeg lynhurtigt, at jeg ville være den første i verden, der satte en kunstig hjerteklap ind uden at operere. Der gik to en halv måned, til jeg satte den ind i en gris. Når man får en god idé, og man brænder for den, har man ikke tålmodighed til at vente. Jeg købte gitter i et byggemarked, hjerter i en slagterforretning og fik brugte ballon-katedere fra hjerteafdelingen, og så håndbyggede jeg hjerteklappen. Jeg samarbejdede med min hjertekirurgiske kollega Michael Hasenkam, som lavede et forsøg med at åbne grise og sætte hjerteklapper ind kirurgisk i kælderen på Aarhus Universitetshospital. Mit dogme var, at jeg ikke måtte stoppe hjertet, og jeg ikke måtte røre brystkassen. Jeg var 38 år.

I 1992 blev opfindelsen publiceret i European Heart Journal, men det var først, da den franske kirurg Alain Cribier 20 år senere satte min kunstige hjerteklap i et menneske – og patienten overlevede - at investorer blev interesserede. I dag består opfindelsen af en metalramme, hvor der er indsyet biologisk væv fra en kalv."

‟Mick Jagger har fået en af mine hjerteklapper. De måtte aflyse en turné, fordi han blev dårlig, så han fik den i New York.

Arnold Schwarzenegger fik én i Cleveland – jeg kender professoren derovre, som behandlede Terminator. Henry Kissinger blev behandlet af en af mine gode kollegaer på Columbia University Medical Center i New York. Min egen far gik rundt samme eftermiddag, som han fik den, og var hjemme efter 2-3 dage.

I denne uge har vi sat otte klapper i på AUH. I den vestlige verden er der sat 2,5 millioner hjerteklapper ind efterhånden – vi har ingen data fra Asien. Mit verdenspatent er udløbet, men jeg har ingen økonomiske bekymringer resten af mit liv."

‟Man skal tage de tæsk, der følger med. Mange grinede af mig og sagde, at nu rabler det for Henning. Men det giver en god følelse i kroppen, at jeg har været så heldig at få lov til at sætte blivende fodaftryk. Opfindelser kan fade ud, men den her eksisterer også om mange år. Når jeg ligger under muldet, kan mine børn huske, at det var fars fortjeneste."

‟Ingen forventer noget af mig længere. I går var jeg på operationsstuen under indsættelse af fire implantater, men jeg blander mig ikke i det faglige. Jeg er jo ikke ansat på hospitalet, og jeg må ikke lave noget lægeligt."

‟Hele mit liv har jeg være gift med mit arbejde, så jeg har været en dårlig familiefar. Jeg har rejst meget, og flere gange om året var jeg på arbejdsrelaterede ture til USA. Så lejede jeg en rød Corvette og kørte rundt i Californien. Det har kostet på det familiære område. Men jeg har gjort meget for at bevare en god relation til begge mine ekskoner. Vi kan holde jul sammen alle tre."

‟Jeg har haft to hjerneblødninger med 7-8 måneders mellemrum. De opstod begge to, mens jeg stod på operationsstuen og førte kateter i patienter. En sygelejerske kunne se, at jeg blev dårlig, og fulgte mig ud i kaffestuen, hvor jeg gik i kramper. Det var en medfødt fejl, en såkaldt aneurisme, og sådan en bombe kunne jeg ikke leve med. Så jeg fik en hjerneoperation.

Der skulle fjernes dødt væv i venstre side, tæt på sprogcentret, så risikoen var, at jeg ville blive stum eller ikke kunne forstå, hvad folk sagde, når jeg vågnede. Operationen gik perfekt. Men siden da måtte jeg ikke føre kateter ind. Det havde jeg fuld forståelse for, selv om jeg savnede det. Jeg ville heller ikke lægge mig på bordet for en læge, der kramper."

‟Engang plejede jeg at løbe meget, men nu har jeg købt en elcykel og går med stok. Fordi jeg fik akut leddegigt for halvandet år siden. Jeg er glad for, at det kommer så sent, for hvis det var kommet, mens jeg var i 30’erne, kunne jeg ikke have brugt hænderne som læge. Ellers kører jeg rundt i min el-Porsche. Jeg har også lige købt en Willys Jeep årgang 1943 fra Anden Verdenskrig."

• Født i 1951
• Vokset op i Himmerland, hvor han er butiksuddannet som købmand.
• Oven på sin studentereksamen blev han cand.med. i 1982 og dr.med. i 1991.
• Efter uddannelsesforløb på hjerteafdelingerne på universitetshospitalerne i Odense og Aalborg rykkede han til en forskerstilling på det daværende Århus Kommunehospital.
• I 1996 blev han ansat som overlæge og senere professor på Hjertemedicinsk Afdeling B på Aarhus Universitetshospital. 
• Har fået international anerkendelse for opfindelsen af den kateterbaserede hjerteklap, TAVI, som kan sættes ind i hjertet via en blodåre i lysken.
• Står bag den banebrydende DANAMI-2-undersøgelse fra 2003, som viste, at patienter med blodprop i hjertet har større gavn af ballonbehandling end blodpropopløsende medicin - og at førstnævnte giver en vedvarende og signifikant lavere risiko for hjertedød eller ny blodprop i hjertet. Studiet har betydet, at behandlingen af folk med mistanke om blodprop i hjertet starter allerede i ambulancen.
• Har udgivet en række forskningsprojekter, flere end 170 lægevidenskabelige artikler og har modtaget hæderspriser som Dansk Cardiologisk Selskabs forskerpris, Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Videnskabspris (2003) og Brdr. Hartmanns Fonds Mindepris (2009).
• Har to ekskoner, seks børn og syv børnebørn.
• Bor i Højbjerg, Aarhus.

KONTAKT

Professor Emeritus Henning Rud Andersen
Institut for Klinisk Medicin - Hjertesygdomme
Mail: henning.rud.andersen@clin.au.dk