Tre af Danmarks seks bedste neuro-professorer er fra Health
Nanna Brix Finnerup, Søren Riis Paludan og Per Borghammer får tre af de seks ’LF Professorships’, som Lundbeckfonden uddeler i 2021. De tre Health-forskere får til sammen mere end 94 millioner kroner til deres hjerneforskning, som ifølge fonden har banebrydende potentiale.
Hvert andet år uddeler Lundbeckfonden større bevillinger til hjerneforskere på professorniveau, der er ansat ved en ikke-kommerciel dansk forskningsinstitution. Projekterne strækker sig over seks år eller længere, og forskerne kan søge om op til 40 mio. kr. I år får seks neuro-forskere del i fondens samlede uddeling på 177 mio. kr. Tre af dem er fra Health.
Professor Nanna Brix Finnerup, som er tilknyttet Institut for Klinisk Medicin – Dansk Smerteforskningscenter, får en forskningsbevilling på 36.175.638 kr. til at undersøge molekylære mekanismer i forbindelse med smerter udløst af nerveskader (neuropatiske smerter). Nerveskaderne kan bl.a. opstå i forbindelse med stroke eller i forbindelse med rygmarvsskader, og smerterne kan være vanskelige at behandle medicinsk. Nanna Brix Finnerup vil i sit forskningsprojekt bl.a. undersøge genetiske faktorer, der kan øge risikoen for at udvikle neuropatiske smerter ved nerveskader – for på længere sigt at bidrage til udvikling af præcisionsmedicin.
Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin, modtager en bevilling på 28.232.500 kr. Bevillingen vil han bruge på sin forskning i sygdomsforebyggelse og immunsystemet, herunder i forsvarsmekanismer i hjernen, der skal forhindre, at virusinfektioner forårsager skader i hjernen. Søren Riis Paludan har opdaget en ny type forsvarsmekanisme mod virusangreb i hjernen, og det er den, han vil undersøge i sit projekt. Søren Riis Paludan vil desuden undersøge evt. sammenhænge mellem virusinfektioner i hjernen og neurodegenerative sygdomme som fx Alzheimers sygdom.
Klinisk professor Per Borghammer fra Institut for Klinisk Medicin – Nuklearmedicin og PET får 29.984.865 kr. til sin forskning i den neurodegenerative sygdom Parkinsons sygdom og i Parkinson-lignende sygdomme. Per Borghammer undersøger, hvor Parkinsons sygdom begynder, og han arbejder med en hypotese om, at sygdommen enten kan begynde i hjernen og derfra bevæge sig ned i kroppen, eller at den kan begynde i fordøjelsessystemet og arbejde sig op mod hjernen. Per Borghammer vil i sit projekt gennemføre en lang række studier, som bl.a. inkluderer PET-skanning af patienter, søvnforskning, analyser af urin og afføring samt studier af hjerner fra afdøde.
Omtalen er baseret på pressemateriale fra Lundbeckfonden.