Tidligere institutleder får højeste udmærkelse for bidrag til Kinas udvikling

Professor emeritus Jens Christian Djurhuus, der stod i spidsen for Institut for Klinisk Medicin i 26 år, fik den 14. oktober overrakt Chinese Government Friendship Award.

Jens Christian Djurhuus fik den 14. oktober overrakt Chinese Government Friendship Award af Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie. Foto: Kinas ambassade i Danmark

For blot fjerde gang har en forsker fra Aarhus Universitet modtaget en af Kinas højeste udmærkelser for udenlandske forskere og eksperter.

Det skete, da professor emeritus Jens Christian Djurhuus den 14. oktober fik overrakt Chinese Government Friendship Award.

Prisen er den største hæder til udlændinge, der har ydet et ekstraordinært bidrag til udviklingen og moderniseringen af det kinesiske samfund.

Tætte forbindelser i 40 år

Jens Christian Djurhuus’ tætte tilknytning til det kinesiske forskningsmiljø startede, da han for 40 år siden indledte et samarbejde med en kinesisk ph.d.-studerende.

Derigennem udviklede Jens Christian Djurhuus et tæt samarbejde med universitetet i Zhengzhou, hovedbyen i provinsen Henan, der har omkring 130 millioner indbyggere og er hjemsted for det største hospital i verden.

Samarbejdet udviklede sig til forsknings-og undervisningsaftaler mellem AU og hospitalet samt mellem AUH og hospitalet.

Oprettede søsterinstitut i millionby

Jens Christian Djurhuus var i perioden 1986 til 2012 leder af Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, og han var med til at inspirere kineserne til at oprette et institut i Zhengzhou efter det danske forbillede.

Han var således også en vigtig brik i etablering af den samarbejdsaftale, som IKM og Aarhus Universitetshospital i 2013 indgik med universitetshospitalet i Zhengzhou, der blandt andet har givet øgede muligheder for udveksling af både viden og ansatte.

Jens Christian Djurhuus er en af flere internationale modtagere af den kinesiske hæder for 2021. På grund af Kinas strenge rejserestriktioner i forbindelse med corona-pandemien måtte han vente lidt på at modtage sin medalje.

Det skete endelig ved en middag på den kinesiske ambassade i København, hvor han var inviteret af den kinesiske ambassadør og dennes hustru.

”Det var både en højtidelig overrækkelse, men det var også en særdeles behagelig oplevelse med gode samtaler mellem os alle,” fortæller Jens Christian Djurhuus, der var ledsaget af sin familie ved middagen.

Tidligere modtagere fra AU

Som forsker har Jens Christian Djurhuus flere end 400 fagfællebedømte artikler bag sig og har blandt andet været med til at revolutionere behandlingen af børns vandladningsproblemer.

Ud over posten som leder af IKM har den i dag pensionerede professor haft adskillige tillidsposter, bl.a. som både næstformand og formand for Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd samt formand for bestyrelsen for Det Frie Forskningsråd.

Tidligere har både professor Lars Bolund, professor emeritus Ole Fejerskov  og professor emeritus Flemming Besenbacher modtaget Chinese Government Friendship Award.

Der uddeles 50 priser til forskere og eksperter i hele verden, og knap 1800 har modtaget udmærkelsen, siden den blev stiftet i 1991.


Yderligere oplysninger:

Professor emeritus Jens Christian Djurhuus
Mail: jcd@biomedicin.dk