Nu skal du indtaste din bibeskæftigelse i Pure
Hvis du har bibeskæftigelse, skal du fremover taste det ind i Pure. Her får du via en ny funktion mulighed for at vise dine eksterne poster og positioner frem, og samtidig bidrager AU til åbenhed og til at minimere risikoen for interessekonflikter.
En ny funktion til registrering af bibeskæftigelse i Pure er klar til brug. Derfor træder nye retningslinjer for bibeskæftigelse nu i kraft, og alle medarbejdere – både VIP og TAP – skal fremover oplyse om deres faglige og kommercielle bibeskæftigelse.
Det har universitetsledelsen besluttet efter drøftelser i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU). Dekan Anne-Mette Hvas har været med til at træffe beslutningen om at skærpe kravene til, hvad medarbejderne registrerer i Pure.
”Det er vigtigt, at vi viser omverdenen, hvad vores medarbejdere engagerer sig i og bidrager med i faglige sammenhænge, også uden for universitetets mure. Og så vil vi selvfølgelig også gerne som universitet udvise mest mulig åbenhed,” siger hun.
Hvad dækker begrebet bibeskæftigelse over?
Kravet om indtastning i Pure omfatter faglig og kommerciel bibeskæftigelse, der er relateret til det faglige arbejde på AU, og det kan for eksempel omfatte følgende (listen er ikke udtømmende):
Eksempler på faglig bibeskæftigelse
- Medlem af direktion/bestyrelser i videnskabelige foreninger og selskaber
- Medlem af redaktionskomiteer i indenlandske og udenlandske fagtidsskrifter
- Gæsteforelæser ved andre indenlandske eller udenlandske institutioner
Eksempler på kommerciel bibeskæftigelse
- Ansættelse ved anden offentlig eller privat virksomhed, herunder i egen virksomhed
- Medlem af direktion og/eller bestyrelse i erhvervsdrivende selskaber, herunder spin outs
- Længerevarende undervisningsforpligtelser ved andre institutioner
Bijobs med tilknytning til fritidsinteresser eller lignende, herunder borgerligt ombud, er ikke omfattet af retningslinjerne.
Bibeskæftigelse er godt
Fra universitetsledelsens side er der et ønske om så stor åbenhed som muligt, og det bakker fakultetsledelsen på Health op om.
”Jeg er stor fortaler for, at medarbejderne på Health engagerer sig i såvel faglige som kommercielle aktiviteter ved siden af deres ansættelse på AU. Retningslinjerne skal sammen med den nye funktion i Pure blot sikre, at vi er åbne om, hvilke faglige sammenhænge vi indgår i – ud over at arbejde på universitetet,” siger Anne-Mette Hvas.
Hvor og hvornår skal oplysningerne tastes ind?
Oplysningerne om bibeskæftigelse skal tastes ind under ”Aktiviteter” i Pure løbende og senest den 1. marts hvert år. Det gælder med virkning fra kalenderåret 2023, og relevant bibeskæftigelse for 2023 skal derfor være indtastet senest den 1. marts 2024.
Hvem kan hjælpe?
Du kan læse mere på AU’s website om bibeskæftigelse, hvor du også finder en vejledning til, hvordan man i praksis indtaster bibeskæftigelse i Pure.
Har du brug for hjælp til at registrere din bibeskæftigelse, kan du kontakte din sekretariatsleder eller skrive til Pure-supporten på mail: pure@au.dk.
Ønsker du ikke at dele din bibeskæftigelse med omverdenen, kan du vælge at skjule oplysningerne i systemet, når de er tastet ind. Gør du det, er det kun dig selv og din leder, der kan se de indtastede oplysninger i Pure.
Kontakt
Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 87 15 20 07
Mail: dean.health@au.dk