"Jeg tror, jeg skaber ro til faglig fordybelse hos mine medarbejdere"

Søren Riis Paludan glædede sig ikke ligefrem til at skrive dansk stil i folkeskolen. Opgaven var sjældent konkret nok. Men i gymnasiet fandt han en løsning. En af valgmulighederne var ofte at analysere en skønlitterær tekst, og han udviklede en skabelon, som gav ham mulighed for at kombinere tekst, konkrete analyseværktøjer, og logik. Dybest set skrev han en fysikrapport i danskfaget.

”At bruge tekst som et værktøj til at få en logisk argumentationsrækkefølge igennem, kan jeg godt lide,” fortæller professoren, der 25. maj modtog Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris ved en ceremoni på Aarhus Universitet.

Prisen er blot én i rækken af mange hædersbevisninger og fondsbevillinger, der er tilfaldet Søren Riis Paludan de seneste 10 år. I 2021 fik han et Lundbeck-professorat på over 28 millioner kr., men han har også modtaget det prestigefulde Advanced Grant fra Det Europæiske Forskningsråd ERC og Elite-Forsk-prisen, der hvert år uddeles til en håndfuld danske forskere i international topklasse.

I begyndelsen af måneden fyldte han 50 år, og mærkedagen resulterede i, at Jyllands-Posten og Politiken begge ryddede næsten i en side i navnesektionen til fødselsdagsomtale.

En meget struktureret skriveproces

Det store spotlight, der blev rettet mod Søren Riis Paludan under corona-pandemien, er i den grad stadig tændt.

”Det vil være løgn at sige, man ikke har noget forfængeligt i sig, og jeg bliver da glad for positiv omtale. Men jeg har ikke meget glæde ved personligt at være i centrum,” fortæller virologen på sit kontor dagen før prisuddelingen. Han kan dog godt lide, at hans forskning kommer i centrum. Derfor besvarer han pressens opkald og fortæller gerne sit publikum om samspillet mellem virus og immunforsvar.

Søren Riis Paludan bruger størstedelen af sin tid på at skrive artikler og formulere de fondsansøgninger, som indtil videre har indbragt ham meget pæne millionbeløb. Den skriveproces, der dræner nogle forskere, får professorens hjerne til blomstre.

”Jeg får faktisk mange af mine ideer, når jeg skriver ansøgninger. Det er et af de rum, hvor jeg identificerer hullerne i den eksisterende viden. Så går jeg efterfølgende ind i laboratoriet og finder ud af, om vi har præliminære data, der understøtter min tanke i en grad, så det kan bære vand til en hypotese i en ansøgning,” fortæller han.

Der er to indgange til ansøgningsprocessen, og de fylder cirka lige meget. Den ene er ”Der mangler penge – hvor kan vi søge?” og den anden er ”Gud, det her er spændende, det må vi forfølge!”

Uanset anledningen bringer skriveprocessen som regel Søren Riis Paludan helt derud, hvor de vilde ideer vokser, dem, der giver en competitive edge.

”I projektdesignet kan du virkelig tænke ud af boksen,” siger professoren, som på én gang arbejder struktureret og fragmenteret. Han lukker sig ikke inde på kontoret og kommer ud, når ansøgningen er færdig - tværtimod.

”Jeg kan sagtens skrive tre linjer én dag og så fortsætte derfra næste dag. Da mine børn var mindre, og skulle hentes ved 15-16 tiden, kunne jeg tit gå midt i en ufærdig sætning,” siger han.

Det fungerer, fordi han altid går i gang i god tid og har en plan for processen.

”Jeg stresses ved at være tæt på deadline, og jeg oplever, at det sænker min kreativitet. Nøglen for mig er, at der er struktur, for så kan jeg gå til og fra,” siger han.

Under corona-nedlukningen fandt han ud af, at han arbejder mest effektivt i det uforstyrrede kontor derhjemme, men rollen som leder af et laboratorium med 15-20 ansatte og som viceinstitutleder gør, at han oftest skriver sine ansøgninger og artikler på kontoret i Skou-bygningen.

Jubler ikke højlydt

Nogle af de bedste øjeblikke i Søren Riis Paludans professionelle liv er, når et stort projekt bliver publiceret i et godt tidsskrift efter en proces, hvor mange dygtige folk har haft mulighed for at yde deres bedste.

”Når det endelige produkt er større end summen af vores individuelle kompetencer, fordi vi har skabt noget, ingen af os kunne gøre alene,” som han siger.

Men trods en tydelig orientering mod fællesskabet i gruppen, ser man ham ikke løbe ned af gangen og uddele high-fives, når de store øjeblikke indtræffer.

”Folk tænker måske, at jeg aldrig bliver rigtig glad, når vi når et mål, for jeg jubler sjældent. Men jeg har i stedet en meget stor – og ofte meget langvarig - indre glæde. Jeg er nok i virkeligheden dødkedelig, men det gør måske også, at jeg skaber meget ro og stabilitet omkring mig,” siger han.

Man ser ham også sjældent gå rundt og opfordre til sociale tiltag som fælles middag, fredagsøl eller en laboratorieudflugt.

”Jeg har lettere ved at gå ind og spørge folk, om vi skal lave en ny ansøgning. Jeg er et fordybelsesmenneske, og man kan sige, at jeg nogle gange skal kunne se det store formål, før jeg engagerer mig i sociale aktiviteter. Jeg er bevidst om, at det er yderst vigtigt, at en gruppe fungerer socialt, men det ligger ikke til mig. Derfor forsøger jeg at ansætte folk, der har de kompetencer, og på den måde bliver mit laboratorium alligevel både fagligt fokuseret og socialt,” siger han.

Søren Riis Paludan beskrives af kolleger som empatisk, dygtig, ambitiøs og ordentlig.

12 år som professor har ikke gjort ham blind for, hvordan det er at være en ung og usikker forsker i en konkurrencepræget verden.

”Det er en mærkelig gesjæft, for på sin vis driver man som forsker en lille forretning, og hvis tingene begynder at gå den forkerte vej, er der ikke umiddelbart meget hjælp at hente. Det er et anarkistisk setup i et system, der i høj grad er drevet af indre motivation. Den hjælp man kan få, hvis motivationen svigter, kræver, at man tør eksponere sig selv lidt,” forklarer han.

”Jeg kan selv mærke, at i takt med, at jeg har fået mere succes, er jeg mere komfortabel med at afsløre egne svagheder. Men det ville jo være bedre, hvis kulturen var sådan, at vi alle turde vise svagheder uanset karrieretrin og graden af nylig succes,” siger Søren Riis Paludan, der har fokus på sammenhængskraften som noget grundlæggende.

”Fællesskabsfølelsen er vigtig for, at vi trives og kan klare modgangsperioder. For det er i fællesskabet, man bliver samlet op. Selv for mig, der ikke har et stort socialt behov, giver følelsen af sammenhold og fællesskab et frirum og noget energi, der kan projiceres over i motivation. Som regel oplever man, at mange sidder med de samme udfordringer som én selv.” 

Big picture guy

En talemåde siger, at succes er 10 pct. talent og 90 pct. hårdt arbejde. Det genkender Søren Riis Paludan.

”Om det lige er den fordeling, ved jeg ikke, men talent alene er kun et potentiale,” siger han.

Hårdt arbejde er dog mere end bare at knokle, pointerer han. Det handler om at bruge sit talent rigtigt.

Og hvordan gør han så selv det i praksis, professoren, der skrev en ph.d. med fokus på immunologi og siden har beskæftiget sig i interaktionerne mellem virus og immunsystemet?

”Jeg forsøger at spørge mig selv, hvor jeg har mine styrker og en konkurrencemæssig fordel. Det mener jeg, at jeg har, når biologi bliver meget komplekst. Så er jeg god til at se mønstre. Der er en masse dybe tekniske detaljer, hvor jeg ikke er specielt dygtigt, men jeg ser tit de større mønstre, fordi jeg flyver oppe i helikopteren. Jeg fortaber mig ikke i detaljen, med mindre detaljer altså er nøglen, der kan åbne op for det større mønster,” siger han.

De seneste 5-7 år har medvinden været ”meget kraftig”, som han formulerer det, men Søren Riis Paludan har ingen problemer med at genkalde følelsen af nederlag, som alle forskere kender.

”Jeg har fået masser, masser af afslag, og får det stadig. Og jeg bliver stadig enormt skuffet. Men ud af skuffelsen kan der komme motivation,” siger han.

”Hvis man bliver ved at få afslag, er der selvfølgelig en nødvendig selvanalyse. Er problemet det, jeg prøver at sælge? Eller måden jeg forsøger at sælge det på? Satser jeg for højt, eller glemmer jeg at konkurrere det sted, hvor jeg er konkurrencedygtig?”

Tid til ”Kender du typen” med børnene

Mange vil gerne have fat i Søren Riis Paludan – til arrangementer, debatter og samarbejder. Han siger nej til meget, bortset fra, når han står midt i en pandemi.

”Jeg er nok en person, som har mit mål defineret meget klart. Måske kan nogen sige, det gør mig lidt kedelig, fordi jeg er svær at aflede. Men når jeg tager afstikkere, er det klart en afstikker. Det er ikke fordi, jeg kan overtales til at gå permanent den vej, med mindre jeg ser et formål, som er en del af min større vision,” fortæller han:

”Målet er at forstå, hvordan vores immunsystem kan bruges til at bekæmpe virusinfektioner, og hvordan det samme immunsystem nogle gange overreagerer og gør os syge.”

Og så skal der være tid til at slå hjernen fra og sidde og se ”Kender du typen” i tv med døtrene.

---

5 spørgsmål til Privat-Søren

Hvad laver du, når du har fri?
Jeg læser meget, især historie og filosofi. Jeg har en romaskine, som jeg elsker at sidde og rive i, og jeg er glad for at rejse. Jeg kan allerbedst lide at bruge tid med min familie.

Hvad gør dig glad?
Mine børns trivsel.

Hvad gør dig vred?
Hykleri og skjulte dagordner.

Har du en guilty pleasure?
Jeg er vild med billig vingummi, og jeg slår til, når jeg falder over halvgamle mazarintærter – den slags, der er på tilbud til en femmer og nærmest kun består af udkrystalliseret sukker.

Hvad er dit yndlingssted?
Jeg vender tilbage til to steder – det ene er Toscana, og det andet er Lissabon. Fællesnævneren er beautiful decay. Jeg elsker også Oxford, hvor min intellektuelle ild blev tændt.