”Jeg er så spændt, at jeg næsten ikke har sovet i nat”

Verdens første og eneste dentale MR-scanner landede i denne uge på Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Efter fire års benhårdt arbejde er Aarhus Universitet etableret som verdens forskningscenter for ’dental-dedikeret’ MRI-billeddiagnostik – og lektor Rubens Spin-Neto, som har fået scanneren til Aarhus, var både glad og lettet.

Foto: Simon Fischel, AU Health

Det store vinduesparti var pillet ud, radiatorerne var fjernet og flere mure banket ned, så den splinternye MR-scanner forsigtigt og med millimeterpræcision kunne flyttes fra den store lastbil og ind i lokale 099 på Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS), hvor verdensnyheden nu har hjemme.

”Mit hjerte slår lige så hurtigt, som stod jeg for det sidste afgørende straffespark i en finalekamp,” siger lektor Rubens Spin-Neto, der er tilknyttet Sektion for Oral Radiologi på IOOS og manden, der har stået i spidsen for hele projektet. ”Jeg er så spændt, at jeg næsten ikke har sovet i nat. Jeg har tænkt på alt det, der kunne gå galt under installationen. Men hele teamet stod klar, og det hele er gået godt.”

Efter fire års intens indsats har Rubens Spin-Neto sikret, at Aarhus Universitet bliver verdens forskningscenter for ’dental-dedikeret’ MRI-billeddiagnostik. Den super hightech dentomaxillofaciale MR-scanner får sin faste plads i instituttets gamle arkiv til papirjournaler. Og det er måske meget passende, for MR-scanneren varsler nye tider for forskning i oral radiologi.

Rubens Spin-Neto forklarer, at det bliver spændende følge, hvordan MR-scanneren over de næste par år kan ændre måden, hvorpå vi stiller tandfaglige diagnoser. Derfor kan han heller ikke vente med at komme i gang. ”I flere år har vi arbejdet og forberedt os, og nu er vi få minutter fra at indlede et helt nyt forskningsfelt her i Aarhus,” fortæller Rubens Spin-Neto.

Så snart det specialtrænede team har færdiginstalleret MR-scanneren, begynder Rubens Spin-Neto og hans team at teste maskineriet og træne kollegerne i at bruge det. Efter planen bliver de første patientbilleder taget efter sommerferien. Men hvem der skal afprøve MR-scanneren som den allerførste – det har Rubens Spin-Neto et bud på i videoen.

Flere facts om den nye MR-scanner

  • Fordelen ved MRI (magnetic resonans imaging) er, at patienterne ikke udsættes for ioniserende stråling, og at MR-scanning giver bredere diagnostiske muligheder.
  • Den dentomaxillofaciale MR-scanner er mindre end de MR-scannere, der eksempelvis står på hospitalerne, og så har den i modsætning til andre MR-scannere indbygget kølesystem, hvilket gør den mere fleksibel og anvendelig på fx tandlægeskoler.
  • Den nye MR-scanner er en del af en forskningsaftale mellem IOOS og flere industripartnere. Industripartnerne leverer hardware, mens IOOS udvikler software og forsker i dental MR-billeddiagnostik.
  • MR-scanneren har en værdi af ca. 5 mio. kr., og aftalen omfatter ud over montering af udstyret også 2,5 mio. kr. til videnskabeligt og teknisk personale, der skal forske i den diagnostiske værdi af MRI.
  • Scanneren står hos Institut for Odontologi og Oral Sundhed i bygning 1613, lokale 099.

Kontakt

Lektor Rubens Spin-Neto
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 42 43 48 36
Mail: rsn@dent.au.dk