Health henter store besparelser på el og varme

Mere end vi havde turdet håbe på. Sådan siger teknisk chef Conor Leerhøy om de landvindinger, fakultetet har opnået på energiforbruget, efter en række indsatser blev sat i værk i efteråret 2022.

Højere temperaturer i fryserne, slukkede stinkskabe og mindre ventilation i lokalerne. Det var nogle af de tiltag, der var nødvendige at ty til på Health for at imødegå de store og uventede energiudgifter, der ramte ikke bare fakultetet, men hele Aarhus Universitet i sensommeren sidste år.

De mange energibesparende tiltag og de ændrede vaner har virket. I sammenligning med 2021 har vi på Health i 2022 sparet 21,4 % på fjernvarmen og 20,8 % på elforbruget. Og det er ifølge fakultetets tekniske chef ”meget flotte tal”.

”Havde du spurgt mig for et år siden, om vi kunne reducere så meget, som vi har gjort, så havde jeg svaret nej. Vi har opnået mere end, vi havde turdet håbe på, og jeg er overrasket over, at det er lykkedes,” siger Conor Leerhøy, der sammen med sine medarbejdere i Bygningsservice har gennemgået og energioptimeret alle fakultetets bygninger.

Slukket udstyr og mindre ventilation har givet pote

Det er især det slukkede udstyr og de varmere frysere, der har gjort en forskel på elforbruget. Den store reduktion i varmeforbruget skyldes mest af alt ændringer i ventilationen – fx går udluftningen nu først i gang i undervisnings- og mødelokaler, når temperaturen rammer 25 grader i modsætning til ved 21 grader, der tidligere var grænsen. Samtidig er der nu helt slukket for ventilationen, når lokalerne står tomme.

”Varmereduktionen har været stor på tværs af alle vores bygninger, men de relativt største energibesparelser på strøm har vi set på Institut for Biomedicin, fordi de har enormt meget tungt udstyr, og derfor gør det en kæmpe forskel, når vi skruer på temperaturen i fryserne og slukker for udstyret. Det er på sin vis nemmere at lave ændringer af denne type i moderne og avancerede bygninger som fx Skou-bygningen,” siger Conor Leerhøy og fortsætter:

”IOOS-bygningerne er allerede ret energioptimerede, fordi vi har været i gang med det arbejde i mange år, og fordi der hersker en anden kultur. Derfor har vi relativt set ikke sparet så meget på strøm i denne ombæring – det var næsten ikke muligt at spare mere.”

Medvind fra medarbejderne kan mærkes og måles

Ifølge Conor Leerhøy kan fakultetets store energibesparelser ikke kun tilskrives Bygningsservices beregninger og fakultetsledelsens tiltag, men i høj grad også medarbejdernes ændrede adfærd.

”Der har været kæmpe opbakning fra medarbejderne. De har været med på den og virkelig gjort en indsats. Alt er bare slukket, når vi kommer rundt, og det er også derfor, vi ser de her flotte tal,” fortæller den tekniske chef.

Han udtrykker dog bekymring for, om energiforbruget begynder at stige igen, når ”den første forelskelse har lagt sig”. ”Energikrisen er ikke overstået i morgen, og da pengene kun kan bruges en gang, og klimaet kræver vedvarende adfærdsændringer, vi skal virkelig holde fast i de gode vaner, og i de imponerende besparelser vi har opnået på energiforbruget,” siger Conor Leerhøy.

Kontakt

Teknisk chef Conor Leerhøy
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 28 99 22 41
Mail: conor@au.dk