Forsker får millionbevilling til at udvikle genterapi
Lektor Rasmus O. Bak fra Institut for Biomedicin får tre mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at forbedre genterapier ved at inkorporere nye og mere avancerede teknologier i dem.
Rasmus O. Bak forsker i udvikling og anvendelse af gen- og celleterapier med særligt fokus på CRISPR/Cas-systemet. Ligesom andre lægemidler er genterapi ifølge forskeren ikke altid effektive og specifikke nok.
”Genterapier har dog den fordel, at deres avancerede opbygning gør det muligt for os at inkorporere nye, forbedrende teknologier i dem. Vi skal derfor nu udforske brugen af såkaldte programmérbare RNA-sensorer i genterapi. Vores hypotese er, at vi kan implementere RNA-sensorer i genterapier og dermed programmere dem med nye funktioner,” fortæller Rasmus O. Bak, der er lektor på Institut for Biomedicin.
Han vil med andre ord forsøge at gøre genterapier mere sofistikerede og i stand til at tilpasse sig deres omgivelser, så de har bedre behandlingseffekt.
Forskningsprojektet, som Novo Nordisk Fonden støtter med tre mio. kr., kan få betydning for patienter med arvelige sygdomme, og den modificerede genterapi kan forventeligt også blive anvendt inden for celleterapier mod mere almindelige sygdomme som fx kræft.
Kontakt
Lektor og ph.d. Rasmus O. Bak
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 93 92 91 00
Mail: bak@biomed.au.dk