Nyhedsbrev 31

Læs hvad der er sket på instituttet siden sidste nyhedsbrev

Kære alle
Siden sidste nyhedsbrev har der været afholdt institutmøde (den 10. september) og VIP-møde (den 23. september) og noget af informationen, der blev givet på de møder, vil blive gentaget her. I denne tid hvor der er stor travlhed på instituttet –pga. undervisning, ansøgninger, artikler osv. – har mange helt forståeligt ikke tid til at møde op til møderne.

Byggeri
Universitetets bestyrelse havde byggeprojektet på dagsordenen den 25. september og resultatet blev, at der blev nikket til at gå videre med planerne. Noget af det næste, der nu skal ske, er, at vi får lavet en mere detaljeret plan over flytteprocesserne – altså hvem, skal være hvor, hvornår.

MUS samtaler
De faste VIP har været til MUS hos undertegnede og de to vice-institutledere Thomas Corydon og Morten Nielsen. Vi synes at samtalerne har været en stor succes. De har været berigende, og vi er taknemmelige for den tillid, der er vist, ved at møde op og snakke åbent og ærligt om de forskellige emner. Fremover vil vi gøre hvad vi kan for at afhjælpe nogle af de problemer, der er kommet frem.

I oktober/november skal der afholdes MUS-samtaler for TAP og løst ansatte VIP. Samtalerne afholdes af de daglige personaleledere, dvs lederne af forskningsgrupperne og driftslederne. I december bliver der en ekstra ansøgningsrunde om støtte til kurser, man som leder og medarbejder er blevet enige om er en god idé at medarbejderen kommer på. I januar bliver der en evaluering af MUS-runden i instituttets samarbejdsudvalg.

Opfølgning på den psykiske APV
Instituttets APV gruppe, der ud over undertegnede består af Steen Vang Petersen, Ole Sonne, Anne Marie Bundsgaard, Birgitte Lüttge, Majken Sand og  Annette Kudahl, har nærlæst og diskuteret materialet fra den psykiske APV, og vi har fået foretaget en række særkørsler for at komme nærmere hvad tallene egentlig viser.

Med hensyn til handleplaner har vi valgt at fokusere på de områder hvor APVen har vist særlige udfordringer. Det handler især om mobning, usikkerhed om fremtiden og alvorlig stress. Usikkerhed om fremtiden og alvorlig stres var især et problem blandt VIPer, og en særkørsel har vist, at det især er et problem blandt de løst ansatte VIP (især PhD og postdocs). Når det gælder mobning, så ligger vi på niveau med fakultetets gennemsnit, men der er en lidt større forekomst ét sted (biokemi) og vi har derfor valgt at lave en indsats der. I forhold til VIPernes usikkerhed om fremtiden og alvorlig stress er vi startet på undersøge baggrunden herfor.

Undertegnede og de to vice-institutledere har på MUS samtalerne med de fastansatte VIPer snakket om hvad der kunne være skyld i at mange VIPer ikke ser lyst på fremtiden, og at mange føler sig ramt af alvorlig stress. De hyppigste svar på de spørgsmål har været følgende: 

  1. Øget konkurrence om midler
  2. Ændringer i ledelsen*
  3. De administrative forandringer
  4. Flere opgaver herunder mere undervisning

*især UNI-ledelsens kommunikation, mindre demokrati, ledelsen er længere væk (stort institut), manglende anerkendelse

Vi vil i den kommende tid i ledergruppen og i de forskelige udvalg på instituttet diskutere hvad vi kan gøre for at afhjælpe nogle af de problemer.

Flotte artikler fra instituttet

  • Natasha Fedosova her fra instituttet været med til at lave en Science artikel:Crystal Structure of Na+, K+-ATPase in the Na+-Bound State. Nyblom M, Poulsen H, Gourdon P, Reinhard L, Andersson M, Lindahl E, Fedosova N, Nissen P. Science. 2013 Sep 19. [Epub ahead of print]
  • Og Thomas Vorup har været med til at lave en PNAS artikel: Structural insight on the recognition of surface-bound opsonins by the integrin I domain of complement receptor 3. Bajica G, Yatime L, Sim RB, Vorup-Jensen T and Andersen GR. Proc Natl Acad Sci U S A. 2013 Sep 24. [Epub ahead of print]

Stort tillykke til de to.

Kommende møder – udover de som fremgik af mødeplanen der blev udsendt med august nyhedsbrevet 
Fakultetets dyrestaldsudvalg afholder brugermøde for dyrestaldene onsdag den 2. oktober kl. 14.00-16.00 i Aulaen. Der vil blive diskueret fremtidige dyrestalde, fænotypering og en præsentation af dyrestaldsudvalgets arbejde.

Og så er der planlagt julefrokost i Stakladen fredag den 13/12. 

Andre datoer

  • AU Kommunikation udbyder kurser i medietræning for forskere ved AU d. 22. oktober og d. 19. november. Læs mere.
  • Kick-off konference om EU's nye innovations- og forskningsprogram, Horizon 2020 29. oktober 2013. Læs mere.

 

Oops, an error occurred! Code: 20240519043756246ad8fe