Referat af AMO-møde 15. december 2016

Til stede: Peder Søndergaard Madsen, Anne Lillevang, Bettina Bundgaard, Charlotte Christie Petersen, Christian V. Westberg, Heidi Schou Knudsen, Jani Kær, Majken Sand, Rikke Nielsen, Steen Torben Nedergaard, Tina Fuglsang Daugaard, Uffe B. Skov Sørensen, Jakob Harslund, Niels Mahler. Anni Mandrup Høeg deltog som referent.

  1. Godkendelse af dagsorden.
    Godkendt. Under eventuelt tages retningslinjer for vaccinationer og møder for arbejdsmiljørepræsentanterne op.

  2. Orientering om – og drøftelse af – handleplan på basis af psykisk APV
    Arbejdsgruppen, som blev nedsat af LAMU og LSU, har udarbejdet en handleplan på basis af den psykiske APV. Den er nu fremsendt til FAMU, idet alle handleplaner først behandles i FAMU og derefter HAMU.
    Handleplanen indeholder en række tiltag, som der nu skal arbejdes med på instituttet.
    AMO tog handleplanen til efterretning efter en kort drøftelse, som primært omhandlede opfølgning på afholdelse af MUS-samtaler. Opfølgningen ønskes, men der advares mod en model for registrering af afholdelse som er for besværlig. Registrering i AUHRA drøftedes, men da ingen kender systemet godt, var der ingen egentlig stillingtagen til, om det ville være en god idé at anvende systemet.
    Anni lovede at forelægge AMOs synspunkter på næste LSU-møde, hvor det videre arbejde med tiltagene drøftes.

  3. Orientering ift Biosikring - udvidelse af liste over patogener, der kræver tilladelse, med dyrepatogener
    Der blev kort orienteret om at listen over patogener, der skal søges tilladelse til, er blevet udvidet. Der er skrevet ud til alle medarbejdere på instituttet herom og arbejdsmiljøgrupperne forventes ikke at foretage sig noget særligt i den sammenhæng.
    Der blev spurgt om de sikringsansvarlige kan gøres til sikringsansvarlige for flere gruppers patogener o.lign. uden at være bekendt hermed. Det kan ikke ske, da de skal underskrive ansøgninger, hvor de står opført som sikringsansvarlige
    Da det ligger i regelsættet for tilladelse til patogener, at kendskabet skal begrænses, vil der ikke blive orienteret bredt om, hvilke tilladelser vi har/søger.

  4. Strålingsansvarlige
    Der mangler fra 1. januar en strålingsansvarlig i 1130-komplekset. Der er drøftet både en plan A(identificere en medarbejder i komplekset der har det nødvendige kursus for at blive ansvarlig) og en plan B (udvide ansvarsområdet for en anden ansvarlig til at omfattet komplekset). Det er pt uafklaret, hvad der kan lade sig gøre. Ledergruppen har opgaven.
    Peder opfordrede til at laboratorier, hvor der ikke længere arbejdes med stråling, afmeldes, idet det koster et årligt gebyr at have tilladelsen.
    Det blev kort drøftet, hvordan afmelding af laboratorier skal foregå ifm udflytning af laboratorierne ifm renovering. Der forelægger ikke en plan herfor, men de almindelige procedurer skal følges.
    Ansøgning af tilladelser må tilsvarende planlægges og den friske start må udnyttes til at få bedre overblik over lokalenummerering og tilladelser. I den sammenhæng blev det nævnt, at det har været drøftet at indkøbe et bygnings management system til Skou-bygningen, som måske også kan anvendes til at registrere tilladelser.

  5. Majken vil gerne tale om hæve/sænke flowbænke og stinkskabe i den nye bygning og i de kommende ombygninger
    Majken gennemgik, hvorfor hun mener det er en fejl, at der ikke kommer hæve-sænke LAF-bænke og stinkskabe som standard:
    ·        Der er stor forskel på medarbejderes højde
    ·        Det er utilstrækkeligt at henvise medarbejderne til at bruge hæve-sænke funktion på stolene
    ·        Der er lavet en undersøgelse af det fysiske arbejdsmiljø på fakultetet, hvori det anbefales en ergonomisk optimal indretning af arbejdspladser - ”Undersøgelse af bevægeapparatsgener hos ansatte på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, 2007”
    ·        Der har tidligere i processen været stillet hæve-sænke funktion i udsigt
    En anden medarbejder supplerede Majken ved at bemærke, at det virker som et forkert sted at spare et relativt begrænset beløb.
    Charlotte Christie som har deltaget i drøftelsen af omfanget af hæve-sænke funktion da der blev truffet beslutning, kom med følgende uddybning af ræsonnementerne: Der er tale om mange stinkskabe og LAF-bænke og dermed en stor udgift. Det er prioriteret at give mange stinkskabe hæve-sænke funktion fremfor LAF-bænkene. Det er i Bartholin – hvor man dog heller ikke har LAF-bænke med hæve-sænke funktion – ikke noget, der har været efterspurgt.
    Herefter var det en kort drøftelse om hvorvidt der er medarbejderinddragelse nok i byggeri. Fra lederside blev bemærket, at der har været brugergrupper tidligere i processen og at vi også må huske, at vi ikke selv er bygherre. Byggeriet opføres af Byggestyrelsen i samarbejde med AU. Instituttet er kun (den første) lejer.

  6. Cathrin Guldager vil afholde følgende kurser: E-learningskursus på Blackboard for chauffører der skal transportere farligt gods i tjenestebiler. Forsendelse af biologiske prøver UN 3373 og tøris UN 1845 på fly. AU/Ekokem kursus vedr.  Pakning af affald.
    Når det er klarere, hvem kurserne er relevante for, skal de omtales i Nyhedsbrev. Det kan også blive nødvendigt fra lederside at forholde sig til hvem der fremadrettet skal sende pakker mv., hvis det kommer til at forudsætte kursusbevis, der først kan erhverves efter tidskrævende kurser.

  7. Eventuelt
    Der afventes fortsat udkast til retningslinjer for vaccinationer. FAMU har drøftet emnet og hælder til, at vaccination skal ske ved egen læge. Det ændrer dog ikke på, at vi skal have retningslinjer for hvem skal afholde udgiften til vaccinationerne?
    Arbejdsmiljørepræsentanterne vil fremadrettet mødes ca. hver anden måned for at lave erfaringsudveksling.